NIELSEN & NIELSEN

Tlf: (+45) 38197698/24477698
ivaa@mail.dk

Lektion 11 - chili

Kan man tænke sig noget mere festligt og karakterfuldt end chili? Den er en fryd for øjet og i den grad for hele kroppen. Chili indeholder bl.a. masser af A- og C-vitamin. Den er stærkt bakteriedræbende, meget opkvikkende og sætter forbrændingen i vejret. Det bedste man kan gøre for sig selv, hvis man er blevet forkølet, er at spise chili. Man bliver let i hovedet og glad af at spise den 

Der findes chili i alle styrker – fra helt milde (f.eks. dem vi kender som ”snack-pebre”) til mega-stærke, der kan få en rocker-præsident til at græde. Man skal lære sine chilier at kende og prøve sig frem. Chilien er mildest i spidsen af frugten og stærkest ved stilken. Fjerner man kernerne og de lyse frugtvægge, fjerner man samtidig en del af styrken (brug plasthandsker – så kommer man heller ikke til at gnide sig i øjne eller næse). Hvis man ved de 2 første mundfulde af en chili-ret tænker ”det er for stærkt for mig”, så prøv lige én muldfuld mere. Hvis det så ikke længere brænder, men man kan mærke den vidunderlige smag og føle varmen brede sig i kroppen, ja så har man fundet den rigtige mængde 

Chili kan dyrkes i vindueskarmen, på altanen, i en lun krog i haven og eller i drivhus. Så den selv fra frø eller køb en plante. Se alle de sorter, vi fører under ”frø” 

Anvendelse:

en chili-chutney - se opskrift under ”tilbehør”
fyldt med gedeost og grillet
på pizza
i pastasauce
i simre-retter 

Prøv at lave en chili-vodka og drik den, som den er, eller brug den til spændende drinks. En ”Hot Martini” med chili-vodka og så meget eller lidt vermouth man har lyst til. Chili-vodka laves ved at skære en eller flere chilier i ringe og lade dem stå og trække på en flaske vodka 3-4 dage og derefter si den 

Har man både chili og tomater i haven, er det bare med at komme i gang med at fylde fryseren med skønne saucer til vinterens pasta- og bønneretter 

En lækker salat-ingrediens: én eller flere chilier skæres i ringe og steges et par minutter i hed olie. Så op på lidt køkkenrulle og køle af. Farve og styrke helt efter eget ønske 

Chili i desserter og kager er en herlig fornyelse. Chili og chokolade er gode venner, og begge dele kan vi takke Aztekerne for Se en lækker blomme- og chili chutney under ”tilbehør” 

En melonsalat med f.eks. vandmelon i tern, drysset med lidt finthakket rødløg, et dryp honning, finthakket chili og mynte - det er rigtig sommermad 

Courgetter (squash), som der er så mange af i eftersommeren, bliver spændende sammen med chili. Den meget neutrale smag af courgetten kan tage en del chili-power 

Prøv at lade en flaske olivenolie stå og trække en uges tid med masser af chili skåret i mindre stykker. Herefter sies chilien fra. Hvis man holder igen på chili i maden af hensyn til små børn og andre, der ikke kan lide det stærke, har man så chili-olien at stille på bordet, så familiens chili-freaks kan stænke ekstra styrke på deres mad 

Der findes tusindvis af chili-sorter. Til ægte chili-freaks kan vi anbefale Lene Tvedegaards bog ”Den lille stærke”. Her står bare alt, man har brug for at vide, når man vil dyrke sine egne chili. Bogen kan købes hos os

Læs mere under ”bøger”

LÆS MEGET MERE PÅ vores chiliside www.chilifroe.dk