NIELSEN & NIELSEN

Tlf: (+45) 38197698/24477698
ivaa@mail.dk

Lektion 10 - citronmelisse

Citronmelisse er en rigtig sommer-krydderurt med sin citronfriske smag. Fra gammel tid kaldes den også ”hjertensfryd”, fordi den har en beroligende virkning på nervøs hjertebanken. Er man stresset og ikke kan sove, hjælper det at drikke te af planten. Den skulle også være god for hukommelsen. 

Citronmelisse er meget let at dyrke – kan sås fra frø – og kommer igen år efter år. Den skal klippes kraftigt ned, så der hele tiden kommer nye, friske blade. Den sår sig selv. Frøene føres med vinden, så den dukker op nye steder i haven. Bliver det for meget, graver man den bare op. 

Den bruges traditionelt til pynt på kager og desserter og til sommerfestens frugt-bowle, men der er mange andre muligheder:

Nogle fine svampe stegt forsigtigt i smør og drysset med fintklippet citronmelisse
Til grillet fisk –læg et helt bundt i bugen af den rensede fisk
I kolde sommersupper
Drysset på en frugt-salat
Blandet i grønne ærter
Til stegt ål - den er supergod til den fede smag. Det kunne også være stegt rokkevinge
I bulgur-salat eller salat med hele hvedekerner. I kolde ris- eller pastasalater
En hel grill- eller ovnstegt kylling med en pæn klat smør og et bundt citronmelisse i maven
En fantastisk rødbedesalat, se opskrift på www.nielsenognielsen.net under ”forretter og tilbehør”
Hakket i creme fraiche eller flødeskum sammen med en syndig kage
Et lille drys på de kogte ris inden servering
Ovnstegt fennikelknold og gulerod med citronmelisse
Små baconstykker rullet om et par blade citronmelisse og så stegt sprøde - en anderledes snack
Er fin i en kryddereddike
Spæde blade hakket fint i citrus-marmelader
Som te – varm eller kold, eller kom et par blade i en almindelig kop te i stedet for en skive citron
Citronmelisse-te kan også bruges som ansigtsvand
Mod insektstik: pres en håndfuld friske blade mod huden

Der findes flere sorter citronmelisse. Der er en med gulbrogede blade og en med meget mørkegrønne blade og ekstra kraftig smag. Nogle kalder den sidstnævnte ”citronella”. Den har også den fordel, at den er resistent over for meldug